moshi

moshi

Hytten i Moshi

Her kan I følge nyheder om vores hytte i Moshi i Tanzania

mandag den 30. juni

NyhederPosted by Anders K Brandt 30 Jun, 2014 21:20:07

Dagens oplevelse er en brækket nøgle i ratlåsen. Vi var parkeret ved kontoret for byggefirmaet og jeg skulle låse bilen. Det gik ikke med en halv nøgle, så 5 minutter efter stod en mekaniker med en taske fuld af værktøj og snart var rattet af, låsen skilt ad og mekanikeren gik med låsen. Vi gik også og fik en kop kaffe og en is med kokossmag i et glas og kaffen med ingefær smag. Da vi kom tilbage var alt ordnet og ca 100kr fattigere.

Vi kørte i banken men køen var for lang, så gik det i byen efter et toilet og en hjørnehåndvask til gæstehuset. Det toilet vi havde udset os var solgt og vi måtte vente til i morgen. Vi bestilte fliser til muren over køkkenbordet til det lille udekøkken.

Frokosten blev kombineret med et kik efter et andet sted at bo. Nile Spring Restaurant har nogle få værelser hvor der er en lille gård, så man kan sidde ude. Desuden laver de gode lokale måltider. Vi fik chapati med spansk omelet. Det var et bedre måltid end på de dejlige turiststeder. Og langt hurtigere serveret.

Vi fik købt en lille hjørnehåndvask og et par andre småting hos den søde dame, der solgte os vandvarmeren.


Ude på byggepladsen var der gang i flere aktiviteter. En blanding med gips eller kalk blev smurt ud over betonvæggene i stedet for at spartle ud. I toiletrummene bliver der finpudset med hvid cement. Det kan bedre klare vand. I muren er der nicher til tandbørster mm

Det er hyggeligt her på Twiga Home. Om aftenen sidder folk ude i gården og der er snak om mange ting. Der er mange forskellige nationer der mødes og fjernsynet går konstant med fodbold. I dag forlod 5 danske sygeplejersker os. De skulle op på Kilimnjaro. Her er en del amerikanere og tyskere. Enkelte lokale kommer ind og køber en øl om aftenen.

Om eftermiddagen mødtes vi med Mama Paulo inde i byen. Hun var blevet ringet op af Anna, som vi har købt grunden af. Anna var lidt sur over at hun ikke i år skulle lave mad til vores byggefolk. Det er vigtigt for os, at vi har gode forhold med vores naboere. Derfor talte vi med Kassim om dette, da han var den der havde lavet en aftale med en anden denne gang. Kassim lovede at få det hele på plads og var med på at der skal være gode forhold. Dejligt!